Tiden går: Varsler om død
Væltet traktor: Det kan symbolisere fremtiden om ulykken.
Tordenfluer: Varsel om torden/ noget dårligt.
Forladt mad: Noget forfærdeligt er sket.
Kofamilie er faldet af ladet: Symbol for familien.
Ovnen slukkes: Hun slukker oven og det er måske et varsel om at lykken/glæden forsvinder snart.
Stilhed: Død
Klokken er 7, og der er 2 timer til min første gudstjeneste. Birgitte er ikke stået op endnu men der går ret længe hvis jeg kender hende ret. Frederik sidder bagved en avis inde i stuen, mens morgenbordet står med rester efter vores morgenmad. Jeg sidder inde på kontoret og forbereder det sidste til gudstjenesten.
Birgitte bliver hjemme indtil næste gudtjeneste, hvor jeg kommer hjem og henter hende.
Jeg har gjort meget ud af min prædiken i dag, for at vise Birgitte jeg ikke er den samme som for 25-år siden. Jeg kan se på hende at hun er overrasket, og min prædiken måske ikke lige er hendes smag, hun ser lidt forkert ud i hovedet, men når jeg kigger udover resten af fremmødet i kirken, kan jeg se at det er en succes.
Efter gudstjenesten hiver jeg Birgitte op for at præsentere hende for de kirkegængere der er mødt op i dag. De kirkegængere der er kommet i dag er meget troværdige og omsorgsfulde mennesker, det gør at jeg kan snakke med dem om alle mulige ting. Jeg ligger mærke til at Birgitte er meget fascineret af Ellen, jeg kan se det på hendes kropssprog. De står og snakker sammen, om Gustavs fødselsdag i morgen.
Efter de fleste af kirkegængerne er gået, kommer vores menighedsrådsformand Hans-Morten for at hilse på, Jeg lagde mærke til hans blik under gudstjenesten, det var som om han var stolt af hele situationen.
”Så, det er dén lille pige der gerne vil slå sig ned her hos os i et stykke tid?” siger han uden at slippe grebet om Birgittes hånd. ”Jamen det synes jeg da hun skal have lov til, søde pige kan vi jo aldrig få nok af vel?” Han blinker til mig, men jeg kan ikke lide hans blik, og vælger bare at kigge ned i gulvet, flovt.
Max og Sabrina
Som jeg lige kigger min prædiken igennem en sidste gang, inden den første gudstjeneste i Hvirum klokken ni, hører jeg Birgitte komme ned. Det lyder som om, at hun er ved at snuble i en legetøjsbil ude i køkkenet, og jeg trækker på smilebåndet. Hun har altid været den lidt for perfekte type, som selvfølgelig gik på det fine Rosborg Gymnasium, ikke uglede sin dukkers hår eller gik med to forskellige strømper, fordi det lige passede hende den pågældende dag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis Birgitte en gang får børn, hvordan hun så ville kunne klare det rod, som børn sig nu engang efterlader sig. Jeg griber mine papirer og skynder mig ud af døren. I min fart overser jeg næsten en stor vandpyt foran trappestenen. Jeg griner lidt ved mig selv, ved tanken om den kommentar Hans-Mortens sikkert ville komme med, hvis jeg mødte op med våd og mudret præstekjole til prædikenen, som om jeg havde givet Marie selvskab i hendes leg i vandpytten. Det minder mig om, at jeg skal huske at sætte en vask tøj over, når jeg kommer hjem.
På vej hjem fra Hvirum tænker jeg over, hvordan jeg mon kan lokke Birgitte med til den næste gudstjeneste. De sidste dage har virket så ugidelig. Herrens ord eller bare nogle uger på landet, vil helt sikkert kunne hjælpe hende, hvis hun da ellers er modtagelig. På det punkt har hun heller ikke ændret sig, hun ville altid gøre tingene på sin egen måde. Hvis jeg dog bare kunne få hende til at indse, at ændre lidt på en selv ikke gør, en utro mod sig selv.
Birgitte følger overraskende med over i kirken til næste gudstjeneste. Måske er hun endelig blevet moden nok til at tage imod en hjælpende hånd.
Omskrivning af s. 25-27 - Det første jeg tænker på s. 25-27
Lisa bliver 'jeg' personen og fortæller:
Jeg har været oppe i lang tid, jeg sidder på kontoret og arbejde. Min familie har allerede været oppe i lang tid. Spisebordet er fyldt med efterladenskaber fra morgenmaden, køkkengulvet flyder med legetøj, og Birgitte ligger stadig i sin seng. Jeg har den første gudstjeneste nede i Hvium kl. 9.00. Birgitte bliver vidst hjemme sammen med Frederik og ordner opvasken og rydder op. Efter den første gudstjeneste tager jeg hjem igen. Klokken er lidt i 10. Jeg får overtalt Birgitte til at komme ned til min næste gudstjeneste. Jeg vil gerne have, at hun ser hvad jeg arbejder med. Hun har aldrig hørt min prædiken før, men jeg er meget sikker og god til mit arbejde. Midt i min prædiken fokuserer jeg på Birgitte, hun sidder et stykke nede i kirken på en bænk. Hun sidder stift, og hendes øjne er stivnet mod hendes salmebog. Jeg kaster derefter mit blik på de andre kirkegængere i kirken - 2 bænke foran Birgitte sidder Hans Morten. Hans Morten har altid været til mine gudstjenester.
Der er ikke mange til gudstjenesten, kun 10-15 stykker, men der kommer nok flere næste gang. Efter min prædiken, griber jeg fat i Birgitte og får præsenteret hende for dem der er i kirken. Birgitte siger ikke meget, så derfor snakker og ler jeg som et vandfald. Jeg er godt bekendt med kirkegængerne, så derfor kan jeg spørge dem ind til hvad som helst. Jeg kigger hen på Birgitte hun er frit i gang med at konversere med både organisten, graveren og flere ældre mennesker. Jeg kan se hun også snakker med Ellen, dette kommer nu heller ikke bag på mig.. Jeg tænkte de ville svinge godt i takt.
Hans-Morten begyndte næsten at rose mig som præst og kirken, inden han rigtig nåede at blive præsenteret til Birgitte. Jeg bliver fanget af Hans Mortens blik og ser han holder i Birgittes hånd, og han bliver ved.. Der er en vis spænding imellem Hans Morten og jeg, jeg har aldrig rigtig forstået ham eller hans såkaldte vittigheder eller hentydninger. "Så det er dén lille pige, der gerne vil slå sig ned her hos os i et stykke tid.." Jamen det skal hun da have lov til. Synes jeg. Søde piger kan vi jo ikke få nok af her, vel?". Jeg ved ikke hvad han er ude på med hans skumle blikke og halv-lumre kommentarer.
Jeg stresser lidt rundt og kigger på uret. Klokken er 7 og klokkerne begynder. Lyden minder mig om at jeg må se at skynde mig lidt, så jeg kan blive helt klar til gudstjenesten. Jeg undrer mig over, hvor Birgitte efterhånden bliver af? Resten af familien har været oppe længe nu. Jeg hører fodskridt og ser at Birgitte kommer ud fra køkkenet. Hun smiler hurtigt og ser hen på Frederik som sidder bag avisen i den inderste stue. Da Birgitte forsvinder igen, samler jeg tankerne igen og begynder at skrive videre på gudtjenesten. Tiden flyver af sted og pludselig ser jeg at klokken er halv ni! Jeg går hurtigt igennem køkkenet, som er fyldt med efterladenskaber fra morgenmaden. Gulvet flyder med legetøj. ”Jeg håber at opvasken er væk når jeg kommer hjem” tænker jeg og smutter ud af døren efter at have råbt ” Vi ses” igennem huset.
Gudstjenesten foregår i Hvium klokken 9 og som altid, oplever jeg at tiden flyver af sted. Da jeg er færdig synger vi en ekstra sang og så siger jeg farvel og tak til alle.
Jeg træder ind ad døren lidt i ti og møder Birgitte som tager med mig hen til den næste gudstjeneste. Det er første gang hun hører mig prædike. Jeg ser på hende engang imellem og hun ser meget opslugt ud. Hun ligner hvert fald ikke en som keder sig. Jeg går op i prædikerstolen og fortæller om budskabet i biblen. Jeg bliver helt opslugt af emnet og fortæller mere end jeg har skrevet ned. Folk ser meget betagede ud, men Birgitte sidder med blikket i samlebogen. Gad vide om jeg keder hende?
Gudstjenesten er nu ovre og jeg hiver straks fat i Birgitte og præsenterer hende for nogle af folkene som er mødt op i dag. Jeg bliver hurtigt grebet af samtalerne, alle er så glade i dag. Jeg introducerer Birgitte for organisten, graveren og flere af de ældre mennesker som kommer her så tit. Birgitte snakker med Ellen, som er en slags nabo for præstegården. Hun ejer en hyggelig lille gård ude ad vejen mod Lundsager. Hun har sådan en behagelig stemme og jeg hører at hun invitere Birgitte hen for at se hendes have en dag. Birgitte virker glad for tilbuddet og takker ja. Ellen skal også med til Gustavs fødselsdag i morgen da hun er en god ven af familien.
Fortælleren i Romanen er en jeg-fortæller. Fordi fortæller er eksplicit, ved vi blandt andet at jeg-fortælleren hedder Birgitte. I det hele taget det, at det er en jeg-fortæller, fortæller os også, at det ikke er en alt vidende fortæller, men en fortæller med en begrænset synsvinkel. Det gør at man bedre kan sætte sig ind i hendes univers, da det er det samme som vores dagligdag, men også at man skal være opmærksom på, at det kun er hendes syn på tingene, der kommer til kende.
Romanen er fortalt, som en rammefortælling. Det ses i første linje, hvor jeg-fortælleren siger "Det første jeg tænker på, er sne. Men det jeg vil fortælle dig, begynder i en helt anden tid." hvorefter hun forsætter romanen, lidt uventet, i nutid. At hun fortæller hele det handlingsforløb, som forgik i fortiden, i nutid, gør at man bliver mere spændt, da men har en følelse af at slutningen endnu er ukendt, hvorimod at man ville føle at slutningen allerede var kendt, hvis handlingsforløbet var skrevet i datid.
Forventninger - indtryk (det første jeg tænker på) Katrine Simone & Stine Kirkegaard Eriksen
- Meget natur
Mange beskrivelser
- Der er/kommer mange billede sprog
- Den bliver mere og mere spændene
Man får alt af vide i denne roman altså alle de små ting der sker, er også nedskrevet, man får rigtig mange små beskrivelser. Både om natur, og vejbeskrivelser mm.
Det gør romanen bliver lang, men til gengæld får man det hele med.
Jeg mangler lidt den røde tråd, som får teksten til at hænge sammen.
Sproget: Let læseligt. Sproget er meget beskrivende og fyldt med overskud til at give et overblik over miljø og natur.
Idet sproget er så analyserende og beskrivende giver det læseren en god forståelse, og historien bliver dermed meget autentisk.
Råd: Min første tanke er, at jeg har brug for lidt handling, så man bliver trukket ind i fortællingen lidt hurtigere - så man ikke når at tabe tråden.
Forventninger til handling: Jeg forventer at der kommer et sted i romanen, hvor man mærker spænding, og vi når til punktet: ”Point of no return”. Fortælleren kunne blive uvenner med Lisa, da hun ikke føler sig velkommen, da de begge har forandret sig så meget. Lisa har nemlig både fået børn og stiftet en familie i Peterslund.
- -Ida Jessen
Jeg meget forvirret over, hvad handlingen gik ud på. Det er nok noget med to gamle venner som mødes efter lang tid. Jeg forventer at der kommer noget mere spænding i handlingen som gør at jeg kan blive mere fanget af at skulle læse den. Jeg håber også på at bogen har et godt budskab og en handling som at jeg skal tænke over og som jeg vil huske.
Med den korte indledning har jeg en fornemmelse af, at genren er meget beskrivende. Jeg-fortælleren beskriver sine omgivelser meget nøjagtigt, især naturen lader til at fascinere hende. Jeg kunne godt forestille mig, at de mange beskrivelser afspejler eller symbolisere nogle personer i romanen, handlinger eller følelser.
Naturen, tror jeg, får en central rolle. Jeg kunne godt forestille mig, at den udspiller sig meget i naturen, eller at problemstillingen i historien omhandler naturen.
Det at det er to gamle veninder, som mødes efter mange år, tror jeg vil blive det centrale i romanen. I mit hoved ser jeg for mig, at de bliver uvenner. De har måske ikke de samme forventninger til hinanden, har måske ikke det samme forhold, som da de var mindre og de bliver måske "skuffede" over at det ikke var, som de forventede. Dette kunne være problemstillingen i romanen.
Dog har jeg også på fornemmelsen at noget helt uventet kan komme op. Det kan enten bringe splid mellem de to veninder eller knytte dem sammen.
Grunden til at de to veninder netop mødes nu, kunne være fordi at noget, måske en hemmelighed, veninderne har i fællesskab, fra fortiden er dukket op igen og blevet aktuel. Igen om det bringer dem tættere eller længere væk fra hinanden, ved jeg ikke.
Når man læser romanen, tror jeg, man skal være opmærksom på, at man kun hører historien fra en side, og måske skal huske også at tænke over, i hvilken grad at beskrivelser er farvet af jeg-personen.
Jeg har, baseret på mine tidligere erfaringer, ikke en god erfaring med at læse romaner med meget detaljerede beskrivelser. De bliver "tunge at læse", og man kører død. Dog tror jeg også på, at det kan virke anderledes og enormt fangende. Så jeg er spændt på at se hvilken "grøft" at den ligger i.
