Jeg vågner på slaget 6. Jeg plejede engang at vågne ved lyden af kirkeklokkerne, faktisk kunne jeg næsten ikke engang sove for dem. Det er sjovt, som man vænner sig til omgivelserne, for nu kan jeg ikke klare mig uden mit vækkeur.
Jeg slukker for ringetonen, vænner mig om og kysser Frederik på kinden. Det virker, som om han smiler ganske lidt, selvom jeg kan se, han sover dybt.
Det er ikke mine ting, der ligger og flyder i køkkenet, da jeg kommer nedenunder, men jeg samler alligevel noget af det op uden indvendinger til mig selv, for jeg ved, Frederik vil ordne det, når han kommer nedenunder. Det skal ikke kun være ham, der klare den slags pligter, for jeg kan nemlig nogle gange få en følelse af, at han er husholdersken, og jeg ville ikke selv bryde mig om det, hvis det var mig.
prædiken ligger klar på bordet i kontoret. Jeg tænker over, hvor dejligt det er, den er klar i god tid denne her gang. Det har jeg lov til at grine lidt af, synes jeg. Den er endda blevet rigtig god. Jeg kan godt lide at trække paralleller i mine prædikener. Det giver en god mulighed for at formidle Guds ord til menigheden. Nogle gange kan menigheden godt minde mig lidt om børn, selvom de fleste er fuldt voksne. De sidder dernede, og kigger op på mig, som om jeg er en tryllekunstner. Men det skal de vel også på en måde synes, for ellers har de, efter min mening, ingen grund til at komme. Så kan de lige så godt sidde derhjemme og læse lidt tilfældigt i bibelen. Derfor glæder det mig også at se hver og én, der kommer i kirke om søndagen.