Kære 1dm. Det er spændende at læse med på jeres læsning. Jeg har lige læst jeres gennemskrivning af scenen med Lisa og Birgitte i kirken, hvor I skriver det set fra Lisas synsvinkel, og det er sjovt at se Birgitte med jeres og Lisas øjne.
Da jeg begyndte at skrive romanen (og jeg skrev den om 11 gange, før jeg var tilfreds!) var Birgitte ikke med. Jeg troede romanen kun skulle handle om Lisa og hendes familie, og jeg lagde synsvinklen hos Lisa. Jeg skrev ikke "jeg" - det var en 3. persons fortæller. Jeg skrev på romanen på den måde i næsten et år, og lige meget hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke få stoffet til at "lette". Det føltes tungt og klaustrofobisk, og selv blev jeg nærmest deprimeret af hele tiden at være inde i hovedet på Lisa. Til sidst lagde jeg romanen væk og regnede ikke med, at jeg nogensinde ville gøre den færdig. Men jeg kunne ikke glemme den. Det undrede mig, at jeg ikke kunne skrive den, for jeg havde jo en historie, et miljø, personer - alting. Hvorfor duede det så ikke?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar