Som jeg lige kigger min prædiken igennem en sidste gang, inden den første gudstjeneste i Hvirum klokken ni, hører jeg Birgitte komme ned. Det lyder som om, at hun er ved at snuble i en legetøjsbil ude i køkkenet, og jeg trækker på smilebåndet. Hun har altid været den lidt for perfekte type, som selvfølgelig gik på det fine Rosborg Gymnasium, ikke uglede sin dukkers hår eller gik med to forskellige strømper, fordi det lige passede hende den pågældende dag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis Birgitte en gang får børn, hvordan hun så ville kunne klare det rod, som børn sig nu engang efterlader sig. Jeg griber mine papirer og skynder mig ud af døren. I min fart overser jeg næsten en stor vandpyt foran trappestenen. Jeg griner lidt ved mig selv, ved tanken om den kommentar Hans-Mortens sikkert ville komme med, hvis jeg mødte op med våd og mudret præstekjole til prædikenen, som om jeg havde givet Marie selvskab i hendes leg i vandpytten. Det minder mig om, at jeg skal huske at sætte en vask tøj over, når jeg kommer hjem.
På vej hjem fra Hvirum tænker jeg over, hvordan jeg mon kan lokke Birgitte med til den næste gudstjeneste. De sidste dage har virket så ugidelig. Herrens ord eller bare nogle uger på landet, vil helt sikkert kunne hjælpe hende, hvis hun da ellers er modtagelig. På det punkt har hun heller ikke ændret sig, hun ville altid gøre tingene på sin egen måde. Hvis jeg dog bare kunne få hende til at indse, at ændre lidt på en selv ikke gør, en utro mod sig selv.
Birgitte følger overraskende med over i kirken til næste gudstjeneste. Måske er hun endelig blevet moden nok til at tage imod en hjælpende hånd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar