Side 25-27 fra Lisas synsvinkel

Vækkeuret ringer, og jeg er straks vågen. Klokken er kvart i seks, og jeg tager tøj på. Jeg går nedenunder, for at gøre klar til morgenmad, så vækker jeg børnene, og vi spiser morgenmad sammen.
Klokken 8 er jeg på vej ud af døren. Det er søndag, og min første gudstjeneste starter klokken 9. Jeg glæder mig til, at holde min prædiken.
Jeg har aftalt med Birgitte, at hun skal komme og høre min prædiken klokken 10. Jeg ved godt, at hun ikke er den mest kristne person, men det glæder mig, at hun gerne vil høre mig prædike.
Birgitte har altid været den mest succesfulde af os to, og selvom jeg godt ved, at det er lidt forkert, glæder jeg mig over, at det nu er mig der har det gode liv.
Jeg holder utrolig meget af Birgitte, men nogen gange forstår jeg hende bare ikke.

Der kommer kun 10 mennesker til min prædiken, men jeg synes stadig væk, at det er det hele værd. Det er utroligt sådan som tro kan ændre en person.
Inden jeg blev præst, havde jeg aldrig vidst meget om Gud og alt det der, men nu kunne jeg ikke forestille mig en hverdag uden det.

Efter min prædiken tager jeg hjem, for at hente Birgitte. Hun har ordnet køkkenet, og jeg takker hende. Hun har altid været en meget hjælpsom person, og jeg håber, at min prædiken kan gøre et indtryk på hende.
Da vi kommer til kirken, prøver jeg at overtale Birgitte til, at hun skal sætte sig på den forreste kirkebænk, men i stedet sætter hun sig nogen lunde midt i.
Jeg går ind for at gøre mig klar, og tager min præstekjole på.
Jeg går op på taler stolen, og begynder min prædiken. Jeg føler mig godt tilpas, og bestemmer mig for at give den lidt ekstra, nu hvor Birgitte lytter med.
Jeg føler selv, at det jeg siger, må gøre et indtryk på hende, men man ved aldrig med Birgitte.

Efter min prædiken er færdig, går jeg over til Birgitte. Jeg vil gerne præsentere hende for dem i menigheden. Birgitte virker lidt fjern, men hun smiler og er venlig over for alle dem jeg præsentere hende for.
Hun falder lidt i snak med Ellen, en sød ældre dame, som er nabo til kirken. Ellen er en af dem, der har kommet i menigheden, lige siden jeg startede her som præst.
Imens Birgitte snakker med Ellen, går jeg hen til Inge, som lige har været syg, men hun fortæller mig, at hun har det bedre.

Da jeg kommer hen til Birgitte igen, snakker hun ikke længere med Ellen, men med Hans-Morten.
Han siger at han synes, at hun er en sød pige, som da gerne må blive lidt længere.
Jeg ved straks,hvad han tænker på, og tænker straks på, hvordan jeg kan rede min veninde fra ham. Jeg kender ham alt for godt, og jeg ved hvor charmerende, han kan være når han vil...